Har du en far eller mor med psykisk sygdom? Så kan du her få hjælp og støtte gennem en række gratis tilbud, fx online grupper med andre unge i samme situation. Start med at prøve testen ’Er Du Okay?’ nedenfor.
Er du forælder, anbefaler vi, at du opfordrer dit barn til at tage testen.
Når mor eller far har en psykisk sygdom
Hvis du har en forælder med psykisk sygdom, kender du måske til, at det nogle gange kan være svært – både at forstå og at tale om.
Børn og unge, der vokser op med en mor eller far med psykisk sygdom, tror ofte, at sygdommen eller det svære samvær er deres skyld. De tror, at far eller mor er sur eller træt, fordi han eller hun ikke elsker dem, eller fordi de har opført sig dårligt. Og mange oplever stor utryghed og bekymring.
Hvis du kender til nogle af de tanker, er du ikke alene. Faktisk har 2-4 i hver skoleklasse en far eller mor med psykisk sygdom. Og her kan det være rart at få støtte og redskaber til at takle situationen i familien – og ikke mindst nogle at tale med og spejle sig i.
Online grupper hos Psykiatrifonden
– for unge af forældre med psykisk sygdom.
I onlinegruppen, som foregår via Zoom, kan du møde andre unge, som du kan dele erfaringer med, og du kan få inspiration til, hvad du kan gøre i svære situationer, hvis du har en far eller mor med psykisk sygdom.
Onlinegruppen ledes af to gruppeledere og foregår otte gange på et fast tidspunkt hver uge.
Så er du mellem 15 og 25 år og interesseret i at komme med i en online gruppe?
Gruppechat for unge pårørende
Hver mandag klokken 18.00-19.30.
‘DEL DET Gruppechat’ er for dig mellem 15 og 25 år, som ønsker at møde andre unge i samme situation. Uanset, hvor i landet du bor, kan du være med i et trygt onlineforum, hvor du kan dele erfaringer og få støtte.
Ring, chat eller skriv til os
Psykiatrifondens generelle Rådgivning er for alle aldre og er både for dig, der har en psykisk sygdom, og for dig, der oplever, at livet er svært – måske pga. ensomhed, sorg, stress eller en livskrise.
Rådgivningen er også for dig, der er pårørende, og for dig, der møder mennesker med psykiske problemer i dit arbejde.
Rådgivningen er gratis og anonym, og du kan både ringe, chatte eller skrive til vores brevkasse.
Vil du være med i en online ungegruppe (15-25 år)? Kontakt os!
Udfyld skemaet – så kontakter vi dig, når vi starter en ny gruppe op.